Sir Andrew Trollope (død 1461) var en engelsk professionel soldat, der kæmpede i Hundredårskrigen og Rosekrigene.

Født i en familie af farvere fra Durham, begyndte Trollope sin lange militærkarriere i Frankrig i 1420'erne som bevæbnet rytter og tjente på øen Tombelaine under Thomas Burgh og derefter i garnisonerne i Fresnay-le-Vicomte og Caen under Sir John Fastolf i hertugen af Somersets angrebstogt i Pikardiet i februar 1440. Trollope tjente i Matthew Goughs kompagni. I 1442 var han løjtnant i Fresnay under Sir Richard Woodville og havde samme stilling under Osbert Mundeford, da han overgav borgen til franskmændene i 1450.^[1]

På et tidspunkt inden 1455 giftede han sig med Elizabeth, søster til Osbert Mundeford (en protegé af Beaufort-familien, som blev overskatmester for Hertugdømmet Normandiet i september 1448), og denne forbindelse gjorde det muligt for Trollope at få fremgang i sin militære karriere.^[1] I 1455 blev Trollope udnævnt til mesterportner i Calais,^[1] en stilling, som han fortsatte med at tjene indtil 1459. Det var i dette embede, at han forhindrede både pirater og franske skibe på samme vis i at sejle, men beslaglagde også og stjal fra " allierede og undersåtters skibe" i en sådan grad, at han er blevet kaldt en "fribytter". ^[2]

Kort før konfrontationen ved Ludford Bridge sejlede Trollope til England med Richard Neville, 16. jarl af Warwick kendt som "Kongemageren").^[1] I Slaget ved Ludford Bridge befalede Trollope en del af York-hæren under Richard af York, 3. hertug af York, men forrådte ham til Lancaster-fraktionen og medbragte "værdifuld efterretning" med hensyn til Yorks hær.^[1][3]

Trollope vendte tilbage til Frankrig med Henry Beaufort, 3. hertug af Somerset for at hjælpe med erobringen af Calais. Somerset kunne ikke opnå dette, men Trollope overtalte garnisonen i Guînes til at gå over til Lancaster-sagen og blev udnævnt til foged af Guînes den 24. marts i forventning om at han kunne forsvare den. Imidlertid tvang Somersets nederlag i Slaget ved Newenham Bridge (Pont de Nieulay) den 23. april og Mundefords fiasko med at skaffe en undsætningsstyrke (den blev opfanget i havnen i Sandwich i juni) Trollope til overgive Guînes til York-styrkerne kort efter, og han vendte derefter tilbage til England.^[1][4]

Trollope viste sig at være en uvurderlig strateg for Margrete af Anjou.^[1] Han deltog i bagholdansgreb ved Worksop på Yorks march nordpå i december 1460^[5] og udtænkt derefter angiveligt Lancaster-planen i Slaget ved Wakefield, hvor York og Richard Neville, 5. jarl af Salisbury blev dræbt. Andrew Trollope kæmpede også i Det 2. slag ved St Albans (hvor han trådte på en fodangel) og blev slået til ridder af prins Edvard.^[1] Hans betydning for Lancaster-sagen kan ses i det faktum, at i marts 1461 tilbød den nyligt udråbte kong Edvard 4. en belønning på 100 £ til enhver, der dræbte "visse navngivne fjender af Huset York", som omfattede Trollope.^[6]

I Slaget ved Towton (29. marts 1461) delte Trollope ledelsen af Lancaster-hærens fortrop sammen med jarlen af Northumberland mod Edvard 4.'s York-hær.^[1] Betragtet som "personen i en tilsvarende stilling" af hans samtidige William Neville, 1. jarl af Kent, var Trollopes død i slaget "et ødelæggende slag" for Lancaster-sagens fremtid.^[7] Han blev posthumt frataget sin ære, liv og gods, og hans søn Sir David Trollope blev også dræbt i Towton.

Trollope og hans hustru, Elizabeth Mundeford, havde en datter Margaret, der blev gift med Richard Calle fra Bacton, foged for Pastons.^[1]

• Baumgaertner, Wm. E. (2010). "Henry Beaufort, third Duke of Somerset, Lancastrian Military Commander". Squires, Knights, Barons, Kings: War and Politics in Fifteenth Century England. Trafford Publishing. s. 395. ISBN 9781426907692.
•  Curry, Anne (september 2004). "Trollope, Sir Andrew (d. 1461)". Oxford Dictionary of National Biography (online udgave). Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/27747. (Abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves.)
• Gillingham, J. (1983). The Wars of the Roses. London.
• Griffiths, R.A. (1981). The Reign of Henry VI. Berkeley.