Ikke at forveksle med blindtarmen (caecum), som appendix vermiformis er et vedhæng til.

Appendix vermiformis (sammensat af latin: vermis, "orm", og formis, "formet", altså "ormeformet") er det anatomiske navn for blindtarmens (latin: caecum) ormeformede vedhæng.^[1] I folkemunde benævnes det ofte blot "blindtarmen", hvilket imidlertid er en ukorrekt og uheldig betegnelse, idet dette navn rettelig burde være forbeholdt selve caecum.^[2]

Ved blindtarmsbetændelse, som rammer ca. 8-10.000 danskere årligt, opstår betændelsen i det ormeformede vedhæng og ikke i selve blindtarmen. En appendektomi er den kirurgiske fjernelse af appendix vermiformis.^[3][4]

Organet udgør en blindt endende udposning eller et lille divertikel af varierende krumning, som hænger ned fra caecum, og som er forsynet med et langt krøs, hvilket gør dets overordnede lejring meget variabel. Det måler i gennemsnit 8 cm i længden, men kan variere betydeligt fra 2 til 20 cm eller mere, ligesom diameteren, der oftest er ca. 0,5 cm, også er meget varierende. Selve organets lumen oblitererer ofte helt eller delvist med alderen, og i dette hulrum findes der enten slim eller indhold magen til det i caecum.^[2][1]

Vedhænget afgår fra den posteromediale væg af caecum, cirka 1–2 cm neden for ileocaecalstedet. Hyppigst ligger dette afgangssted svarende til McBurneys punkt, hvilket vil sige omtrent midt mellem navlen (umbilicus) og spina iliaca anterior superior. Ved den øverste rand af den lille munding, ostium appendicis vermiformis, findes der som regel en lille, halvmåneformet fold kaldet Gerlachs klap, der dog næppe har nogen funktionel betydning. Ikke sjældent kan vedhænget være lejret bag caecum som en såkaldt retrocaecal appendix, hvilket klinisk kan vanskeliggøre diagnosen af en eventuel appendicitis acuta (blindtarmsbetændelse).^[2][1]

Væggen i appendix er principielt opbygget ligesom tyktarmens, bortset fra at den er tæt infiltreret og har et meget stort indhold af lymfoidt væv med mange follikler, hvorfor appendix må henregnes til de sekundære lymfoide organer. Mens nogle opfatter det som et rudimentært organ, primært fordi det er så variabelt udviklet og relativt størst i fosterlivet, mener andre, at det bør betragtes som et ægte lymfoidt organ af samme type og betydning som tonsillerne, hvorfor det undertiden betegnes "tarmens tonsil". Epitelet i appendix indeholder desuden altid endokrine argentaffine celler, hvorfra endokrine svulster såsom karcinoide tumorer kan udgå.^[2][1]

I tilfælde af blindtarmsbetændelse kan organet fjernes operativt uden kendte følger for patienten. I et komparativt perspektiv er appendix vermiformis dog betydeligt mere udviklet hos visse andre pattedyr, som for eksempel kaniner, hvor det udgør en betydningsfuld del af immunapparatet.^[2][1]

1. ^ ^{a b c d e} Levin, Klaus; Nørgaard, Jan Rytter (2015). "Appendix vermiformis". I Toft, Martin (red.). Medicinske fagudtryk: en klinisk ordbog med kommentarer (4 udgave). København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. s. 63-64. ISBN 9788717042056. OCLC 901512451.
2. ^ ^{a b c d e} Tranum-Jensen, Jørgen; Qvortrup, Klaus; Holm-Nielsen, Peter; Damkier, Helle Hasager (2017). Hovedets, halsens og de indre organers anatomi (11. udgave udgave). København: Munksgaard. s. 297-98. ISBN 978-87-628-1559-9.
3. ^ Balslev, Ib; Schaffalitzky de Muckadell, Ove B. (24. marts 2026). "blindtarmsbetændelse". Lex. Hentet 25. juli 2026.
4. ^ Levin, Klaus; Nørgaard, Jan Rytter (2015). "appendicitis acuta". I Toft, Martin (red.). Medicinske fagudtryk: en klinisk ordbog med kommentarer (4 udgave). København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. s. 63. ISBN 9788717042056. OCLC 901512451.