Cursus honorum
| Politik i Antikkens Rom |
|---|
 |
| Perioder |
|
| Folkeforsamlinger |
| Almindelige magistrater |
| Særlige magistrater |
| Politiske institutioner |
| Forfatning |
| Romerret |
| Senatus consultum ultimum |
| Titler og hæder |
|
Del af historieportalen |
Cursus honorum (lat.) betyder ærefuldt embede. Det ærefulde, honorære, bestod i, at embedet ikke var fast aflønnet i den romerske republik. De seks stillinger, magistraten i den sidste del af republikkens tid kunne tilbyde, udvikledes over en længere årrække.
Fra kongedømme til embedsstat
Oprindelig var Rom et kongedømme. Regentens beføjelser blev fordelt mellem de to højeste embedsmænd, consulerne. Tribunembedet fik allerede ca. 475 stor betydning som et særligt organ for varetagelse af plebejernes interesser. Med De Licinske Love fra 367 f.Kr. blev grundlaget for en ny struktur fastlagt, idet prætorerne blev ansvarlige for retsplejen, mens ædilerne fik tilsyn med byen, med kornforsyningen og med skuespillene.[1] Herefter var det dels praktiske hensyn, dels politiske og militære hensyn, der udviklede organisationen af embederne.
Det ærefulde
Æresbegreberne er nok bedst belyst af Cicero, som tager udgangspunkt i forfædrenes dyder. Herfra udvikler han begreberne pligt, retfærdighed og mådehold som de idealer, embedsmændene skal leve op til. [2] Kravet om at tjene staten i forfædrenes ånd var ikke præcist beskrevet, og Cicero havde politisk interesse i at formulere disse dyder skarpt og præcist.[3]
Embedsstrukturen
I den sene republiks tid var der via forskellige reformer skabt en fast struktur om embederne:[4]
| Embede | Antal valgte | Mindstealder ved valg | Hovedopgave | Andre opgaver (eksempel) |
|---|---|---|---|---|
| Kvæstor | 20 | 30 år | Forvaltning af statskassen | |
| Tribun | 10 | 33 år | leder af tribunal | vetoret |
| Ædil | 4 | 36 år | politiopgaver | Opsyn med kornforsyning |
| Praetor | 8 | 39 år | retsformand | provinsbestyrer |
| consul | 2 | 42 år | Hærfører | Leder af senatet |
| censor | 2 | 42+ år | folketælling | Skatteopkrævning |
Reelt havde disse embedsmænd beføjelser, der svarer til en regerings. Da senatet kun var rådgivende organ og folkeforsamlingen – især i krisetider – havde stærkt begrænset reel indflydelse, var magistraten i det antikke Rom særdeles magtfuld.
Noter
- ^ Jf. Krarup (1971), s. 93
- ^ Cicero, M.T.: De Officiis
- ^ Cicero yndede at bruge begrebet concordia ordinum om sit politiske ideal. Dvs. en styreform med samarbejde om at værne om republikken. Reelt støttede han sig til den fornemste del af senatets medlemmer, nobiliteten.
- ^ Skemaet er baseret på oplysninger hos Krarup (1971), s. 86 – 103
Litteratur
- Cicero, Marcus Tullius, De Officiis (On Duties), translated by Walter Miller. Harvard University Press, 1913, ISBN 978-0-674-99033-3, ISBN 0-674-99033-1
- Krarup, Per (1971): Romersk politik i oldtiden, Gyldendal
Content Disclaimer
Informasi ini disarikan dari Wikipedia dan disajikan kembali untuk tujuan edukasi. Konten tersedia di bawah lisensi CC BY-SA 3.0. Kami tidak bertanggung jawab atas ketidakakuratan data yang bersumber dari kontribusi publik tersebut.
- The information displayed on this website is sourced in part or in whole from Wikipedia and has been adapted for the purpose of restating it. We strive to provide accurate and relevant information, however:
- There is no guarantee of absolute accuracy. Wikipedia is an open, collaborative project that can be edited by anyone, so information is subject to change.
- It is not intended to constitute professional advice. The content displayed is for informational and educational purposes only. For important decisions (e.g., medical, legal, or financial), please consult a professional.
- Content copyright. Wikipedia is licensed under the Creative Commons Attribution-ShareAlike License (CC BY-SA). This means that content may be reused with appropriate attribution and shared under a similar license.
- Responsible use. Any risk arising from the use of information from this website is entirely the responsibility of the user.