Fiskebonden er et primærerhverv, der i selvforsyningslandbrugets og i den tidlige pengeøkonomiens tid var en almindelig kombination langs store dele af Norges kyst. De specifikke tilpasninger varierede meget, de lokale variationer fra gård til gård, og de større fra region til region.^[1]

Livsstilen involverer at tjene penge fra en kombination af fiskeri og landbrug. Dette er for at skaffe nok mad og indkomst, når en af delene var vanskelig at klare sig selv, fordi gårdene ofte var små og øde. Fiskerbonden kunne enten være søforpagter, eller han kunne være forpagter eller husmand. For fiskerbønderne i Norge var det mest fordelagtigt og mest almindeligt at være forpagter i det 17. og 19. århundrede.

Nogle fiskerbønder kunne også have et tredje erhverv, oftest inden for håndværk.

Fiskeriet kunne være en blanding af "hjemmefiskeri" og de store fiskerier såsom Lofotfiskeriet og fiskeri på Finnmarkskysten.

Landbrugsdriften blev i perioder, og i nogle dele af Norges kyst, overladt til konen og de yngste børn på gården, fordi det store fiskeri krævede, at manden og de ældste sønner var væk i lange perioder ad gangen. Det var også en almindelig arbejdsdeling, at alt arbejde med husdyrene faldt på kvinderne og børnene, mens mændene var hjemme om foråret, når markerne skulle luges eller pløjes, og når høet skulle bringes ind. ^[2] Der findes også i nutiden fiskebønder i Norge, men kun i et lille antal.

• Fiskerbonden og eksportfiskeri
• Den siste fiskerbonde