Heptameron
Forfatter	Marguerite de Navarre
Sprog	Mellemfransk

Heptameron er en samling af 72 noveller skrevet på fransk af Marguerite de Navarre (1492 - 1549) som blev udgivet i 1558. Bogen har en rammefortælling som var inspireret af Decameron af Giovanni Boccaccio. Oprindeligt skulle bogen have haft 100 historier over 10 dage ligesom Decameron, men Marguerite døde inden.

Mange af historierne handler om kærlighed, begær, og fromhed. Modsat Decameron, mener man at alle historierne skulle være delvist sande, og at de nok blev fortalt til dronningen igennem rygter fra hendes hofdamer.^[1]

I 1558 optrådte den for første gang i print under navnet "Histoires des amans fortunez" (Historier om de heldige elskere). Dog var udgaven blevet heftigt redigeret af Pierre Boaistuau ^(en) som tog sig mange friheder i forhold til originalen. Han brugte kun 67 af historierne, mange af dem forkortede, og fjernede meget af materialet imellem fortællingerne. Han omrykkede også mange af historierne, og fjernede sammenhængen mellem dagene og historierne som originalt sammensat af forfatteren.

En anden udgave af Claude Gruget ^(fr) fremkom allerede et år senere, og påstod at "have genoprettet den orden som tidligere var blevet rodet rundt i den første udgivelse". Gruget genindførte også prologen og epilogen til hver af historierne. Han var også den første til at give samlingen navnet "Heptameron" (fra det græske ἑπτά – "syv" and ἡμέρα – "dag"), grundet de 7 dage som de første 70 historier tager sted under, og som en reference til Decameron.

Den første komplette oversættelse til engelsk blev skrevet af Arthur Machen ^(en), og udgivet i 1886. Den nyeste oversættelse til engelsk er af Paul Chilton fra 1984 for Penguin Books.

Bogen er endnu ikke blevet oversat til dansk.

I prologen til Heptameron, spørger Parlamente den fromme Oisille om en idé til hvordan den strandende gruppe mennesker, som venter i et kloster på at få en bro til deres videre rejse bygget færdig, om en værdig måde at underholde sig på. Oisille foreslår at læse biblen - Parlamentes mand, Hircan, mener dog at de er i nødt til at lave andet såvel som læse biblen. Parlamente foreslår at de alle gør ligesom i Boccaccio, og at dem der ønsker at deltage i dette kan skrive historier ned og fortælle dem til hinanden efter morgenens hellige skrifter. I de 10 dage det tager at bygge broen vil de mødes i en lund og fortælle historier hver dag. Oisille godkender denne løsning, dog på betingelsen af historierne er sande.

Selvom der optræder et utal af karakterer i novellerne, er der vores hovedkarakterer der går igennem som fortællere og kommentatorer på historierne. ^[1]

Oisille: From ældre kvinde, der menes at være baseret på/inspireret af enten Marguerite de Navarres mor, Louise de Savoie, og Louise de Daillon (Bedstemor til Brantôme og Hofdame Hos Marguerite). Det menes at De Daillon er den mest sandsynlige inspiration, og at navnet Loise (almindelig stavning af navnet), let kunne arranges til Oisel (fugl) hvortil den feminine form Oiselle fremspringer. Navnet antyder religiøs himmelflugt. ^[1]

Parlamente: Normalt identificeret som Marguerite de Navarre, man mener at navnet stammer fra perle amante (elskende perle), hvor Marguerite også betyder perle. Hvis man læser navnet som parle amante betyder det kærligheds-tale. Ordet "parle" betyder "at tale, fortælle". Karakteren er gift med Hircan. ^[1]

Longarine: Generelt accepteret til at være baseret på et anagram af Longrai. Det er en reference til Aymée Motier de La Fayette, Fogedinde af Caen og Dame af Longrai, som var en af Marguerite's hofdamer der bl.a. tog med sin dronning til Spanien for at forhandle Francois's løsladelse, og som også var guvernante til dronningens datter og børnebørn. Navnet leder henblik til Langue Orine som betyder "Gylden tunge". Longarines mand er dræbt i prologen. Hun har en serviteur som enten er Dagoucin eller Saffredent. ^[1]

Ennasuite: Kan tages til at være Anne og Suite (Følge) som er blevet argumenteret til at være bevis for at karakteren er baseret på Anne de Vivonne, datter af Louise de Daillon (som kunne være Oisille), og mor til Brantôme. Førnævnte har sagt at hans mor var en af fortællerne. Navnet har ikke nogen anden tydelig betydning. ^[1]

Nomerfide: Er i lang tid blevet fremført til at være forbundet til navnet Fiedmarcon, en anden made at stave Fimarcon på. Nomerfide kunne derfor være Francoise de Fimarcon, som var gift med en Jean Carbon de Montpesat. Dette er dog blevet sat under debat da parret kun havde en svag forbindelse til Marguerite. En anden mulighed er Francoise de Silly, som var et prominent medlem af Marguerites hof og datter af Fogedinden af Caen (og derved datter af Longarine, selvom dette ikke er nævnt i teksten). Francoise de Silly var gift med Vicomte de Lavedan, der er blevet for mistænkt for at være inspirationen bag Saffredent. Der er intet i teksten der hinter til eller imod at Nomerfide er gift med Saffredent. Hendes navn er blevet tolket til at være Nom (navn) og det latinske fides (tro) for nogle, men kan også forbindes med non perfide ("ikke nederdrægtig" = loyal, ærlig eller ligefrem). ^[1]

Hircan: Parlamentes husbond, og med udbredt enighed om at være baseret på Marguerites 2. giftermål, Henri de Navarre. Hircan kunne være et anagram af Henric, en mulig stavning af Henri. Prologen gør det klart at han og Parlamente er gift. Navnet henleder muligvis til Hircania og områdets vildhed, men kan også tages til at betyde Hircin ("gedelig", "gedeagtig" og associeres med sexualitet og Satan). ^[1]

Dagoucin: Kan sammenkobles med Nicolas Dangu, naturlig søn af en kardinal; abbed af Juilly, Abbed af Sankt-Savin ved Tarbes og Biskop af Séez og Mende. Teksten nævner ikke at han er præst. Han er serviteur for enten Parlamente eller Longarine. Navnet er et rimelig åbenlyst ordspil - de goûts saints ('af hellig velsmagenhed) ^[1]

Saffredent: Er blevet identificeret som Admiral Bonnivet, Jean de Montpesat og med Jean (eller Gensanne) de Bourbon, Vicomte de Lavedan. Anagrammene virker i dette tilfælde ikke henledende på noget. Vicomte de Lavedan var gode venner med Henri de Navarre, og gouverneur til Marguerite's datter. Navnet Lavedan kan lægge til grund for ordspillet Lave ('vaske') og dent ('tand'). Navnet Saffredent har også betydning - Saffre = 'liderlig, grådig' og dent ('tand'). Lavedan's 2. giftermål var Francoise de Silly, som kunne være Nomerfide. Teksten siger dog ikke at Nomerfide og Saffredent er gift, men der står dog at Saffredent enten er serviteur til Longarine eller Parlamente. Bemærk at Longarine kunne være hans svigermor. ^[1]

Geburon: Mest udbredt er tolkningen af at han skulle være basere på Charles de Coucy, Seigneur de Burye, og derved et medlem af Marguerite's senere omgangskreds. Der er noget bevis for dette hvis man accepterer et anagram mellem Gebur og Bureye (Yebur kunne være Gebur). Navnet henleder tanken på en paradoksal blanding af livlighed og beskedenhed. Den første stavelse (Ge in nogle versioner, Gé i andre, og Gue i andre) fremkalder "skade", "Glad", "livlig", "aktiv", og "lysende" på 1600-tallets fransk. Den anden stavelse associeres med Buron (hytte), Bure (Hjemmevævet) og bur (mørk, dysterligt beklædt). ^[1]

Simontaut: Den accepterede identifikation er Francois de Bourdeille, Faren til Brantôme, og gift med Anne de Vivonne. Simontaut kunne derfor være gift med Ennasuite. Teksten hinter det ikke, selvom det fortæller os at han er en veletableret serviteur til Parlamente. Navnet kunne være et anagram af Montauris, et len ejet af Bourdeille's familie. Der var også forbindelser til familien Montaut. Der er dog et rimelig tydeligt ordspil i navnet - monte (bestiger, stige op på) haut (høj), en allusion til karakterens seksuelle overlegenhed. ^[1]

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Heptameron
• L’Heptaméron på Wikisource (fransk)