Herman Heilbuth
Personlig information
Født	27. maj 1861 København, Danmark
Død	17. december 1945 (84 år) Klampenborg, Danmark
Gravsted	Ordrup Kirkegård
Politisk parti	Radikale Venstre
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Kunstsamler, kunsthandler, forretningsperson
Kendte værker	Catalogue of a collection of paintings (Herman Heilbuth, 1920)[1]
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Paul Herman Heilbuth (født 27. maj 1861 i København, død 17. december 1945 i Klampenborg)^[2] var en dansk forretningsmand, kunstsamler samt medstifter og mangeårig støtte af Det Radikale Venstre, hvor han var hovedbestyrelsesmedlem og en aktiv partisekretær bag linjerne i partiets første 17 år.

Han skabte sin formue i grossist- og gødningsbranchen, især i forbindelse med sin mangeårige tilknytning til gødningsproducenten Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik (det senere Superfos). I forbindelse med Landmandsbankens sammenbrud i 1922 mistede han dog hele sin betydelige formue og levede derefter en mere tilbagetrukket tilværelse.

Heilbuth blev født i København i 1861.^[2] Han var af jødisk slægt, men religiøst uinteresseret og spillede ikke nogen fremtrædende rolle i det dansk-jødiske miljø.^[3] Det forhindrede dog ikke, at han livet igennem blev udsat for talrige eksempler på antisemitisme.^[4]

Heilbuth blev uddannet i grossistvirksomheden Beckett & Meyer, hvis gødningsafdeling han i 1884 blev leder af. I 1900 blev han sammen med H. Siegumfeldt administrerende direktør i Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik (senere kaldt Superfos). Selskabet nåede efterhånden en meget betydelig størrelse. Heilbuth forlod det dog i 1913 efter uoverensstemmelser med Siegumfeldt. Efter at selskabet havde lidt flere betydelige tab, måtte det imidlertid rekonstrueres, hvorved Heilbuth i 1921 igen blev tilknyttet som sagkyndigt medlem af bestyrelsen. Han beholdt denne position til sin død og var fra 1934 til 1941 virksomhedens bestyrelsesformand.^[2]

Gødningsforretningen havde gjort ham til en kendt mand i det danske erhvervsliv, og han blev derfor valgt ind i en række forskellige bestyrelser og organisationer. Han sad således 1914-1922 i Landmandsbankens bankråd og bestyrelse. Da denne bank brød sammen, tabte Heilbuth sin store formue og levede resten af sit liv en tilbagetrukket tilværelse. Den efterfølgende undersøgelse af bankens forhold frifandt ham dog for nogen bebrejdelser i forbindelse med bankens sammenbrud.^[2]

Heilbuth hørte oprindelig politisk til i Viggo Hørups fløj i Venstre. Da denne fløj brød ud i 1905 og dannede Det Radikale Venstre, var Heilbuth en af medgrundlæggerne. Heilbuth udførte i de følgende årtier et meget stort arbejde internt i det nye partis partiorganisation. Med sin store formue kunne han tillade sig at blive valgt som partiets ulønnede partisekretær, og han turede derefter land og rige rundt, støttede det lokale partiarbejde, organiserede nye foreninger og holdt hånd i hanke med de forskellige dele af organisationen.^[3] Han havde posten som partisekretær fra 1905 til 1922 og var desuden medlem af partiets hovedbestyrelse.^[2]

Heilbuth var som succesrig forretningsmand en potentiel minister i de radikale ministerier Regeringen Zahle I 1909-1910 og Regeringen Zahle II 1913-1920, men han blev ikke minister. Efter sigende skulle den fremtrædende politiker Edvard Brandes have nedlagt veto med sætningen "Én jøde i regeringen er nok" - med en hentydning til Brandes selv, som også var jøde og var finansminister i begge regeringer.^[4]

Heilbuth tilgodeså økonomisk den radikale partipresse i det daværende fremherskende danske flerpartiavissystem. I forbindelse med Påskekrisen iværksatte en stor del af erhvervslivet en annonceboykot af det radikale hovedorgan Politiken. Avisen var lige ved at bukke under for den økonomiske boykot og overvejede at lade sig overtage af Venstre. Det blev forhindret af Heilbuth, der lagde 200.000 kr. på bordet for at sikre avisens likviditet. Desuden sikrede han avisen gunstige lån og overtalte den toneangivende erhvervsmand H.N. Andersen til at få annonceboykotten aflyst.^[3]

Som dansk jøde måtte Heilbuth i 1943 flygte til Sverige under dramatiske omstændigheder, hvor han kun i allersidste øjeblik kom afsted og undgik arrestation. I de mørke kroge af den danske nazisme blev han anset som en hovedfjende på grund af sin rigdom og status som bagmand og havde næppe overlevet et fangenskab.^[3]

I foråret 1945 vendte Heilbuth hjem til Danmark, men døde i december samme år, 83 år gammel.^[3]

Heilbuth var meget kunstinteresseret. 1918-1922 sad han i bestyrelsen for foreningen Fransk Kunst. Han erhvervede sig i tidens løb en meget kostbar malerisamling, som efter Landmandsbankens nedsmeltning måtte sælges med et stort personligt tab for ham.^[2]

I 2025 udgav professor i statskundskab Anker Brink Lund en biografi om Heilbuth med titlen Millionæren bag de radikale.^[3]