Ildfast ler er betegnelsen for lerarter, der kan tåle opvarmning til høj temperatur, normalt omkring 1.650 °C, uden at smelte.^[1] Sten af ildfast ler anvendes især som foring i ovne, samt til beklædninger og belægninger, der skal være slidstærke og kunne modstå frost. I modsætning til sædvanlig ler har ildfast ler et højt indhold af silicium- og aluminiumoxid, og et lavt indhold af jernoxider og alkalimetaller, foruden at den er kalkfri.^[2]

Ildfaste lere klassificeres normalt efter den temperatur, hvorved de begynder at smelte, som den fx kan måles med segerkegler. De lødigste ildfaste lere smelter først ved temperaturer over 1.775 °C , men betegnelsen ildfast ler dækker også mindre lødige lere med et smeltepunkt over 1.515 °C.^[3]

I mineralogisk henseende indeholder ildfaste lere en så stor andel kaolinit, at indholdet af aluminiumoxid er 30-45%, og det samlede indhold af silicium- og aluminiumoxid er mindst 93%.^[4]

I Danmark kendes ildfast ler fra forekomster på det sydvestlige Bornholm. Dels forekommer der ved Bagå nord for Rønne lerlag fra Jura-perioden, som tidligere blev udvundet og på Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik forarbejdet til ildfaste sten og klinker, dels findes der ved Nygård øst for Rønne kaolin, også kaldet pibeler,^[5][6] som blev udvundet og på Den kongelige Porcelainsfabrik forarbejdet til porcelæn og ildfaste sten.^[2]

På øerne Mors og Fur i Limfjorden forekommer lag af moler fra Eocæn-etagen, som egentlig ikke i mineralogisk forstand er en ler, da den ikke er domineret af lermineraler, men derimod af siliciumoxid, i form af kiselalger. Moler er siden begyndelsen af 1900-tallet udvundet til fremstilling af ildfaste sten, men også til en række andre anvendelser, fx kattegrus, absorberende granulat og fortykningsmiddel.^[2]

• Ildfaste materialer

Spire Denne artikel om geologi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.