Jakobitter var betegnelsen for de grupper på De Britiske Øer, der i kølvandet på den såkaldte "glorværdige revolution" i 1688 fastholdt, at den retmæssige indehaver af den britiske trone var stuarten Jakob 2. af England og 7. af Skotland og derefter hans mandlige efterkommere, og som mellem 1688 og 1746 i flere omgange søgte at genindsætte det stuartske kongehus på Englands, Skotlands og Irlands troner gennem politisk og militær kamp. Bevægelsen opstod, da Jakob, der i hemmelighed var konverteret til katolicismen i 1668 eller 1669, efterfulgte sin protestantiske og barnløse bror Karl 2. i 1685, men i 1688 blev styrtet og erstattet af det samregerende protestantiske par Vilhelm 3. og Maria 2. (Jakobs datter). Flere af hans tilhængere fulgte ham i eksil til Frankrig, hvor han levede under Ludvig 14.s beskyttelse, men de fleste blev i hjemlandene, især i Skotland og Irland, og opretholdt forbindelsen til hans hof i Saint-Germain.

Jakobitternes mål var først at genindsætte den landflygtige Jakob 2. selv. Efter hans død i 1701 rettedes bestræbelserne mod hans søn Jakob Edvard Stuart (1688–1766), kendt som "the Old Pretender", og senere mod sønnesønnen Karl Edvard Stuart (1720–1788), "Bonnie Prince Charlie". Den sidste af huset Stuart, der gjorde krav på den britiske trone, var Karl Edvards yngre bror Henrik Benedict Stuart, katolsk kardinal, som efter broderens død i 1788 hævdede sin arveret og kaldte sig Henrik 9. Jakobitterne bestod i første del af 1700-tallet især af to hovedgrupper, dels medlemmer af de skotske højlandsklaner, dels irske katolikker; desuden nød de i nogen grad støtte fra katolske toryer i England.^[1]

Jakobitternes forsøg på at genvinde tronen førte til en række oprør og krige i Irland, Skotland og England. Et tidligt hovedpunkt var slaget ved Boyne i Irland i 1690, hvor Jakob 2. forgæves forsøgte at genvinde magten, men efter nederlaget måtte flygte tilbage til Frankrig. Det første større jakobitiske oprør i 1700-tallet fandt sted i 1715–16, da Jakob Edvard Stuart forsøgte at erobre tronen, men måtte opgive foretagendet. Det sidste store oprør udspillede sig i 1745–46 under Karl Edvard Stuart. I en periode så det ud til, at det kunne lykkes, men oprøret endte med et afgørende nederlag ved slaget ved Culloden i april 1746, hvor jakobitterne blev slået af en britisk hær, loyal mod Hannoverslægten og også sammensat af skotske og irske presbyterianere. Efter nederlaget blev "Bonnie Prince Charlie" jaget i fire måneder gennem det skotske højland, før det lykkedes ham at slippe tilbage til Frankrig.^[1]

Nederlaget ved Culloden fik vidtrækkende følger. De britiske myndigheder slog hårdt ned på den højlandske klankultur, og denne politik bidrog til, at mere end 40.000 mennesker fra det skotske højland udvandrede fra De Britiske Øer til de britiske kolonier i Nordamerika. Samtidig førte myndighederne en aggressiv identitetspolitik over for højlandsskotterne og forbød dem blandt andet at bære traditionelle identitetsmarkører som kilten og at anvende sækkepiben. Slaget ved Culloden og den efterfølgende klapjagt på de involverede skabte en dybtfølt bitterhed mod det britiske styre blandt mange højlandsskotter.^[1]

Den jakobitiske tradition blev imidlertid søgt holdt i live i det skjulte, og i begyndelsen af 1800-tallet blomstrede interessen for højlandskulturen igen op, især i kølvandet på Walter Scotts historiske romancyklus Waverley (1814), som gav en sympatisk fremstilling af den tankeverden, der havde ligget bag oprøret i 1745–46. I 1881 blev der på slagmarken ved Culloden rejst et stort mindesmærke for de højlandsklaner, der havde kæmpet for "Bonnie Prince Charlie", og i takt med at skotsk nationalisme igen vandt frem i sidste del af 1900-tallet, voksede interessen for den jakobitiske arv yderligere. Ved 250-året for slaget ved Culloden i 1996 blev der således afholdt en stor mindehøjtidelighed, som den britiske minister for Skotland dog undlod at deltage i, fordi markeringen blev anset for politisk alt for kontroversiel.^[1]

På trods af at "jakobitismen" i princippet døde i slaget ved Culloden, og på trods af at ingen stillede op som tronprætendent efter Henrik Benedict Stuart, har der alligevel været en lille gruppe hengivne tilhængere, som har hævdet at afsættelsen af Jakob II var ulovlig, ligeom den i 1689 Bill of Rights og den i 1701 vedtagne successionsordning, som fratog huset Stuart al arveret til tronen og i stedet overdrog den til Sofia af Hannover og hendes efterkommere. Ifølge jakobitterne burde den britiske kongerække efter 1685 have set således ud:

Fra huset Stuart

• Jakob II af England / Jakob VII af Skotland 1685-1701
• Jakob III af England / Jakob VIII af Skotland 1701-1766, søn af Jakob II / VII
• Karl III af England og Skotland 1766-1788, ældre søn af Jakob III / VIII
• Henrik IX af England / I af Skotland 1788-1807, yngre søn af Jakob III / VIII, den sidste tronprætendant

Fra huset Savoyen

• Karl IV af England og Skotland 1807-1819, dattersøns sønnesøn af Jakob II's yngre søster Henrietta Anna Stuart
• Viktor I af England og Skotland 1819-1824, yngre bror af Karl IV
• Maria II af England og Skotland 1824-1840, datter af Viktor I

Fra huset Habsburg-Este

• Frans I af England og Skotland 1840-1875, søn af Maria II
• Maria III af England og Skotland 1875-1919, datter af Frans I's yngre bror Ferdinand

Fra huset Wittelsbach

• Robert I af England, IV af Skotland 1919-1955, søn af Maria III
• Albert I af England og Skotland 1955-1996, søn af Robert I / IV
• Frans II af England og Skotland 1996-

Efter Frans II af England og Skotland indgår en række af hans slægtninge i tronfølgen:

• Max Emanuel, hertug i Bayern (født 21. januar 1937 i München). Max Emanuel er bror til Frans II af England og Skotland.
• Sophie af Liechtenstein (født 1967), gift med Alois, arveprins af Liechtenstein (født 1968), der er Liechtensteins tronfølger og prinsregent. Sophie af Liechtenstein er den ældste datter Max Emanuel, hertug i Bayern.
• (Kommende) arveprins Joseph Wenzel af Liechtenstein, født 24. maj 1995 i London. Joseph Wenzel er den ældste søn af Sophie af Liechtenstein, og han er den første jakobitiske arving til de britiske troner, som er født på de britiske øer, siden Jakob Edvard Stuart (The Old Pretender) blev født på St. James's Palace i London, England i 1688.

• The Telegraph 2008-04-07: Act repeal could make Franz Herzog von Bayern new King of England and Scotland 2012-07-24

1. ^ ^{a b c d} Jensen, Bernard Eric (2016). "Jakobitter". I Jensen, Grethe (red.). Gads Historieleksikon (5. udgave). Gads Forlag. s. 295-296. ISBN 9788712054399. OCLC 957388478.