Navneord

Navneord (latin: substantiv) er en ordklasse i sprog med de ord, der kan have refererende funktion og betegner entitetstyper som fx genstande, levende væsner, personer eller abstraktioner[1]:214 . På dansk kan et substantiv være enten intetkøn eller fælleskøn f.eks. et hus eller en bil.

En særlig form for navneord er egennavne (latin: proprier). Navneord, der ikke er egennavne, kaldes fællesnavne (appellativer).

Bøjningsformer

I det danske sprog har de fleste substantiver otte bøjningsformer, sammenfattet ved:

Tal

  • ental (latin singularis)
  • flertal (latin pluralis)

Bestemthed

  • ubestemt
  • bestemt

Fald

  • navnefald (latin nominativ)
  • ejefald (latin genitiv)

Køn

Eksempel

fælleskøn Ubestemt Bestemt
Ental Navnefald Bil Bilen
Ejefald Bils Bilens
Flertal Navnefald Biler Bilerne
Ejefald Bilers Bilernes


intetkøn Ubestemt Bestemt
Ental Navnefald Hus Huset
Ejefald Hus' Husets
Flertal Navnefald Huse Husene
Ejefald Huses Husenes


Eksempler på forskellige navneord

Mennesker

  • dreng/pige
  • barn/baby

Dyr

  • hest
  • fugl
  • mus
  • skildpadde

Ting

  • fotografi
  • mobiltelefon

Begreber

  • forelskelse
  • kærlighed
  • venskab

Substantivfraser

Navneord kan indgå i bestemte syntaktiske konstruktioner (substantivfraser, nominalfraser) hvor de kan fungere som kerne. Andre ord lægger sig altså til navneordet og er med til at danne én enhed der henviser til en referent. Selve navneordet betegner visse egenskaber ved en entitet, og flere egenskaber kan tilføjes ved hjælp af tillægsord sådan at entitetstypen indsnævres eller præciseres. Substantivfrasen kan også indeholde mængdeangivende elementer (kvantifikatorer) i form af talord, ord som meget og lidt eller mængdeangivelser som en liter og en kop. Bestemthed er også en egenskab ved frasen som helhed der påvirker formen på både navneord, tillægsord og kendeord. Indenfor en substantivfrase er der typisk kongruens mellem tillægsord og navneord, men et talord kan også kræve at navneordet står i flertal[1]:213-220 .

Retskrivning

I dansk retskrivning indtil 1948 blev der anvendt stort begyndelsesbogstav i alle navneord.[kilde mangler] Denne praksis havde også tidligere, under indflydelse af det tyske sprog, været i brug i norsk og svensk. Af nutidens europæiske sprog er det kun letzeburgsk og tysk, der stadig anvender store begyndelsesbogstaver i navneord[kilde mangler].

Se også

Se Wiktionarys definition på ordet:

Referencer

  1. ^ a b Elisabeth Engberg-Pedersen; Kasper Boye; Peter Harder (2019). Semantik (1. udgave). Samfundslitteratur. ISBN 978-87-593-3297-9. Wikidata Q82004418.

Eksterne henvisninger

Content Disclaimer

Informasi ini disarikan dari Wikipedia dan disajikan kembali untuk tujuan edukasi. Konten tersedia di bawah lisensi CC BY-SA 3.0. Kami tidak bertanggung jawab atas ketidakakuratan data yang bersumber dari kontribusi publik tersebut.

  1. The information displayed on this website is sourced in part or in whole from Wikipedia and has been adapted for the purpose of restating it. We strive to provide accurate and relevant information, however:
  2. There is no guarantee of absolute accuracy. Wikipedia is an open, collaborative project that can be edited by anyone, so information is subject to change.
  3. It is not intended to constitute professional advice. The content displayed is for informational and educational purposes only. For important decisions (e.g., medical, legal, or financial), please consult a professional.
  4. Content copyright. Wikipedia is licensed under the Creative Commons Attribution-ShareAlike License (CC BY-SA). This means that content may be reused with appropriate attribution and shared under a similar license.
  5. Responsible use. Any risk arising from the use of information from this website is entirely the responsibility of the user.