Oriana Fallaci
Personlig information
Født	29. juni 1929 Firenze, Italien
Død	15. september 2006 (77 år) Firenze, Italien
Dødsårsag	Lungekræft
Gravsted	Cimitero degli Allori
Nationalitet	Italiensk
Politisk parti	Partito d'Azione
Far	Edoardo Fallaci
Mor	Tosca Cantini
Søskende	Paola Fallaci, Neera Fallaci
Ægtefælle	Blev aldrig gift
Partnere	Alfredo Pieroni (1958-1963), Alexandros Panagoulis (1973-1976), François Pelou (1963-1968)
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Liceo classico statale Galileo, Università degli Studi di Firenze
Beskæftigelse	Krigskorrespondent, journalist, partisan, forfatter, politiker
Fagområde	Journalist
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Guldmedalje for fortjenstfuld indsats indenfor uddannelse, kultur og kunst, Bancarella litteraturprisen (1970), Ambrogino d'oro
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Oriana Fallaci (født 29. juni 1929, død 15. september 2006) var en italiensk journalist, forfatter og skarp politisk interviewer. Hun arbejdede inden for den antifascistiske bevægelse i Italien under 2. verdenskrig og havde efterfølgende en lang og succesrig journalistisk karriere, hvoraf en væsentlig del foregik i USA.

Efter at have trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet tiltrak hun sig igen opmærksomhed med en serie af artikler og bøger, som var kritiske mod islam og arabere; disse medførte betydelig støtte, diskussion og beskyldninger om racisme og islamofobi.

I bladet Reason Magazine fra juni 2006 skrev den libertarianske forfatter Cathy Young:

Den italienske journalist Oriana Fallacis bog The Rage and the Pride fra 2002 skelner stort set ikke mellem radikale islamiske terrorister og somaliske gadehandlere, som angiveligt urinerer på gadehjørnerne i Italiens storbyer. Christopher Hitchens, som beskrev bogen i The Atlantic som “en slags foregangseksempel på hvordan man ikke skal skrive om islam”, bemærker, at Fallacis udfald har alle kendetegnene fra andre infame tirader om ækle, sygdomsbefængte, seksuelt truende fremmede.^[1]

Hun døde som 77-årig i sin elskede barndomsby Firenze efter at have lidt af brystkræft i en årrække.

I de sidste år af hendes liv udviklede Fallacis foragt for ledere som Khomeini, Arafat og Khadaffi, som hun havde interviewet som journalist, sig til et stærkt had til islam som ideologi, som hun opfattede som en totalitær trussel mod friheden og mod Vesten.

• En Mand, roman, der fortæller historien om Alexandros Panagoulis, som kæmpede mod obersterne og militærregimet i Grækenland. Det er historien om en helt, der kæmper sin ensomme kamp for friheden og sandheden, som aldrig giver op, og det fører også til hans død. (Originaludgaven udgivet i 1979, og den danske oversættelse i 1981)

• Brev til et aldrig født barn, fortæller om det barn som hun og Panagoulis aldrig fik, hvorfor de ikke fik det, og de eksistentielle tanker dette medførte.

"Uden Khomeini ville vi ikke være, hvor vi er. Sikken skam, at hans mor ikke valgte at få en abort, da hun var gravid med ham."

"Muslimerne afviser vores kultur og forsøger at påtvinge os deres kultur. Jeg afviser dem, og det er ikke kun af pligt over for min egen kultur – det er af pligt over for mine principper, min civilisation."

"Den stigende tilstedeværelse af Muslimer i Italien og i Europa er direkte proportional med vores tab af frihed."

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Oriana Fallaci
• The Slow suicide of the West by Jorge Majfud
• BrainyQuote.com

Spire Denne forfatterbiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.