Pizzicato er en teknik i musikken for strygerinstrumenter hvor fingeren knipser til strengen i stedet for at strengen stryges. I nodebilledet angives pizzicato normalt med "pizz.". Begrebet anvendes ikke i forbindelse med musikinstrumenter der normalt knipses, for eksempel guitar eller harpe. Når musikeren skal skifte fra pizzicato tilbage til normal buestrøg kan det i noderne angives med ordet "arco".

Pizzicato er en ganske normal teknik i partiturmusik. I Antonio Vivaldis kendte stykke De fire årstider fra 1723 høres pizzicato i violinernes akkompagnement til soloviolinen for largo-satsen i "Vinter"-delen. En del af Léo Delibes' musik til balletten Sylvia fra 1875 har udpræget pizzicato. Fra omkring samme periode høres fremtræden pizzicato i tredjesatsen af Peter Tjajkovskijs fjerde symfoni fra 1878 og i Jean Sibelius' Vanddråber fra 1881.

I Carl Nielsens Helios-Ouverture er et lille stykke med pizzicato. I de første få takter spiller violinerne, bratscher og kontrabasserne pizzicato mens celloerne spiller med almindelige buestrøg. Derudover er der også fløjterne som spiller.^[1]

Elektroniske instrumenter kan til en vis grad efterligne pizzicatolyden, og for eksempel lyd nummer 46 i General MIDI-standarden er "Pizzicato Strings". I Lilypond kan pizzicato angives med '^\markup { "pizz." }'

Nogle musiklærere for strygerinstrumenter kan foretrække at begynde med at lade eleven spille pizzicato, hvorved fokus er på at lære placeringen af venstre hånd, mens andre foretrækker at lade eleven spille arco på åbne strenge.^[2]