Samsø

For alternative betydninger, se Samsø (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Samsø)
Samsø
Ved Kæret, Nordby
Geografi
StedMellem Jylland og Sjælland, nord for Fyn
Koordinater55°50′N 10°36′Ø / 55.833°N 10.600°Ø / 55.833; 10.600
Areal114,26 km²
Administration
LandDanmark
RegionMidtjylland
Største byTranebjerg (832[1] (2026) indb.)
Demografi
Folketal3.617[2] (2026)

Samsø er en ø i Kattegat midt i Danmark på 114,26 km². Den har 3.617[2] indbyggere (januar 2026) bosat i 22 landsbyer, hvoraf Tranebjerg er den største. Øen har haft negativ befolkningstilvækst i en del år.[3]

Samsø Kommune består af Samsø og en række småøer. Kommunen blev oprettet i 1962 ved sammenlægning af sognekommunerne Besser, Kolby, Nordby, Onsbjerg og Tranebjerg, alle i Samsø Herred, der i 1970 blev overført fra Holbæk Amt til Århus Amt. Samsø blev ikke berørt af strukturreformens kommunesammenlægninger i 2007. Kommunalreformen i 2007 påvirker ikke kommunens grænser, men den har været nødt til at indgå samarbejdsaftaler med Odder Kommune og Aarhus Kommune.

Samsø består af Nordsamsø, hvis største by er Nordby, og Sydsamsø med Tranebjerg, Kolby Kås og Ballen, bundet sammen af en landtange ved hvis østlige side naturområdet Stavns Fjord ligger.

Geografi

Issehoved, Samsøs nordligste punkt, set fra Telegrafbakken i juli

Samsø har et areal på 114,26 km2,[4] og den er derved Danmarks 14. største, lidt mindre end Læsø. Øen er omkring 28 km lang, og den varierer fra 7 km på det bredeste sted til omkring 500 m på det smalleste sted.[4] Den nordligste spids på øen hedder Issehoved, og det umiddelbare landskab i nordspidsen af øen er et bakket landskab kaldet Nordby Bakker. Den sydøstligste spids af øen hedder Lushage,[5] og den sydvestlige er Vesborg med Vesborg Fyr.[6]

Øen er opdelt i Nordsamsø og Sydsamsø, der er adskilt af en smal landtange med Vester Hedekrog på vestsiden og Stavns Fjord mod øst. Fjorden er er afgrænset af den 5 km lange Besser Rev. Revet er åbent for offentligheden uden fra yngleperioden. Revet er påvirket af tidevand og varierer meget i bredde afhængig af tidspunktet. I fjorden ligger en række øer, hvor Hjortholm på 0,51 km2, samt holmene Karlskold, Mejlesholm, Yderste Holm og Kolderne. Umiddelbart uden for fjorden ligger Kyholm og længere mod nordøst ligger Vejrø som begge er ubeboede.

Samsøen har omkring 100 km kyststrækning,[4] og der er gode badestrande flere steder på øen; stranden ved Ballen Havn, Nordby Strand, Sælvigbugten, Mårup Østerstrand og Besser strand.[7]

Øens højeste punkt er Ballebjerg med 64, hvor der er opført et observationstårn fra 1920.[8] På sydøen ligger bakkedraget Dyret, der er 51 m højt.[9] På det sydlige Samsø er Dyret det højest epunkt med 51 m.

På Sydøen er Brattingsborg Skov et besøg værd. Det er tilladt at cykle på alle befæstede skovveje i skoven.

Byer og landsbyer

Tranebjerg er øens største by med omkring 850 indbyggere. Det er også her Samsøe Rådhus findes. Der findes 22 landsbyer på øen, hvoraf Nordby og Onsbjerg er de største med lidt over 200 indbyggere:[10]

Historie

Uddybende Uddybende artikel: Samsøs historie

Forhistorie (stenalder til og med vikingetid)

Samsø har været beboet siden jægerstenalderen, hvor de første mennesker fra maglemosekulturen udnyttede øens kystnære ressourcer. I bondestenalderen og bronzealderen blev der anlagt gravhøje og stendysser, som stadig findes i stort antal, og arkæologiske fund viser kontinuerlig bosættelse samt vidtstrakte kontakter.[12] Fra bronzealderen har vi også den 3.000 år gamle helligkilde Ilse Made kilde på øens vestkyst.

I jernalderen fortsatte bebyggelsen med gårde og håndværk. Et sagn fortæller, at kong Angantyr døde i kamp på øen.[13] I slutningen af jernalderen blev Kanhavekanalen anlagt, den er dendrokronologisk dateret til 726.[14]

I vikingetiden fik øen en central strategisk rolle i Kattegat. Kanhavekanalen muliggjorde hurtig passage for flåder tværs over øen og understreger Samsøs betydning som militært og logistisk knudepunkt for ledingsflåden.[15]

Udgravninger på Tønnesminde, f.eks., viser at bosættelser har eksisteret der fra stenalderen gennem vikingetiden.

Middelalderen

Maleren Lorenz Frølich hentede inspiration fra Ørvarods saga til dette maleri fra 1845, Kampen på Samsø.

I middelalderen var Samsø krongods og en del af det danske riges forsvars- og magtstruktur. Øens strategiske placering førte til opførelsen af fem borge og voldstederpå Samsø: Brattingsborg (nu kaldet Gammel Brattingsborg) i Tranebjerg, Bisgård voldsted ved Bisgård i Onsbjerg sogn, hvor Bispegården nu står i dag, Vesborg på sydkysten hvor Vesborg Fyr i dag ligger placeret oven på borgvolden Hjortholm Voldsted på øen af samme navn i Stavns Fjord og endelig det lille fæstningsværk Blafferholm, som i dag ligger placeret i haven ved Brattingsborg Gods på sydøen. Der er dog ikke nogle egentlige overjordiske bygningslevn tilbage fra nogle af borganlæggene, kun voldstederne og visse dele af de begravede fundamenter findes i dag. Alle borgene var genstand for omfattende arkæologiske undersøgelser i perioden 2002-2009.[16]

Kongemagten opholdt sig jævnligt på øen i Valdemarstiden, men efterhånden mistede Samsø sin politiske betydning og blev i stigende grad pantsat eller overdraget til adelige og kirkelige magthavere. Samtidig blev øens landsbystruktur og kirker etableret, hvilket kom til at præge bebyggelsen langt op i nyere tid.

Tidlig moderne tid (1500–nu)

Samsø på Frems Amtskort over Danmark, ca. 1900

Efter reformationen i 1536 forblev Samsø under skiftende ejerskab. Christian 5. forærede 16. juni 1676 Samsø til Sophie Amalie Moth og 31. december 1677 ophøjede han hende til grevinde af Samsøe.

Øen udviklede sig gradvist som landbrugssamfund. Under Danmarks søkrig med England 1801-1814 blev indsejlingen til Langøre havn i Stavns Fjord stærkt befæstet for at forhindre englænderne i at oprette et flådestøttepunkt her. Der blev anlagt kanonstillinger yderst på Besser Rev, på Kyholm og på Lilleøre. Voldene, der omgav disse kanonstillinger, kan ses i velbevaret stand. I 1800-tallet ændrede landboreformerne bebyggelsen, og Tranebjerg voksede frem som administrativt centrum.

I perioden 1831-1857 var der på Kyholm en karantænestation for pest og kolera, hvor skibe fra langfart skulle gå ind, hvis de havde sygdom om bord. På øen ligger i dag Danmarks ensomste kirkegård, hvor der ligger begravet omkring 100 Kyholmere. Øen er tilgængelig hele året rundt, men man skal gå forsigtigt i fuglenes yngletid.

I 1900-tallet blev landbruget moderniseret, turismen voksede, og øen oplevede både besættelse under Anden Verdenskrig og administrative reformer, der samlede Samsø i én kommune.[17] I nyere tid har Samsø markeret sig internationalt som foregangseksempel inden for bæredygtighed og blev i 2007 selvforsynende med vedvarende energi, hvilket har givet øen status som “energiø”.[18]

På det nu nedrevne andelsmejeri Madebjerggård i Besser forsøgte man før 2. Verdenskrig at eftergøre den schweiziske Emmentaler-ost. Resultatet blev en ny ostetype, Samsø-osten, der nu produceres uden for Samsø.

Samsø hørte indtil kommunalreformen 1970 under Holbæk Amt, men blev da lagt under Århus Amt. Fra 2015 til 2016 steg befolkningstallet for første gang efter flere år med stadig færre beboere på øen. Tilflytningen blev især tilskrevet nye færgeruter.[19]

Infrastruktur og transport

Der er daglige færgeforbindelser for bilister fra Hov og for gående/cyklister fra Aarhus i Jylland til Sælvig med Samsø Rederi og fra KalundborgSjælland til Ballen med SamsøFærgen. På øen er desuden en velfungerende flyveplads. Derudover er der Ballen Havn, Mårup Havn og Langør Havn, som alle er "sejlskibshavne" uden færgeforbindelser. Fra maj 2016 til juli 2018 var der med mellemrum færgeforbindelse til Aarhus med Samsø-Aarhus Forbindelsen, der sejlede med færgen M/F Issehoved.[20]

Transportstrukturen på øen indbefattede indtil 2017 blandt andet Midttrafiks linje 131, som kørte fra Kolby Kås på Sydøen til Nordby på Nordøen. Busserne kørte i begge retninger knap hver time og betjente alle større landsbyer på øen samt begge færgelejer.

Samsø Kommunes eget busselskab hedder Samsø Bus og blev etableret i 2017. Selskabet kører en telebus, der skal bestilles mindst 2 timer før ønsket afgang.

Øen er velegnet til cykelferie, idet afstandene ikke er store.

Samsø Sundheds- og Akuthus er en afdeling af Aarhus Universitetshospital.

Foreslået Kattegat-forbindelse

Uddybende Uddybende artikel: Kattegat-forbindelsen
Infrastrukturkommissionens forslag (vist med grønt) til en fast forbindelse over Kattegat: Kalundborg-Samsø-Gylling

Den 29. august 2007 fremlagde infrastrukturkommissionen et notat, hvori en "en fast forbindelse via Kattegat fra Kalundborg via Samsø (evt. syd for Samsø) til Jylland ved via GyllingHovOdder." blev nævnt.[21] Siden har der med jævne mellemrum været diskuteret og foreslået ideen om en bro over det sydlige Samsø.[22][23][24] Transportministeriet har fået foretaget forundersøgelse,[25] men projektet har dog også mødt kritik, særligt fra borgere på Samsø samt Samsø Kommune og Odder Kommune.[26][27]

Uddannelse

Samsø Tekniske Skole, som blev tegnet af Anton Rosen i 1900.

Samsø Skole er øens eneste folkeskole, og den ligger i Tranebjerg. Derudover findes fri- og lilleskolen Samsø Frie Skole i Onsbjerg og efterskolen Samsø Efterskole syd for Besser.

Arkitekten Anton Rosen tegnede Samsø tekniske Skole i Tranebjerg i 1900 i jugendstil. Bygningen var også i brug som øens rådhus i en årrække fra 1966 til 2009 efter den tekniske skole lukkede. Bygningen blev renoveret af Realdania i 2016, og den bruges i dag til turistinformation og forskellige udstillinger.[28][29]

Økonomi

Udsigt fra en 1 MW vindmølle på Samsø.

Samsø er blandt andet kendt for sine tidlige kartofler, der kan fås i det meste af landet. Samsø producerer også andre grøntsager, en del på økologiske landbrug, og for eksempel leveres der rødbeder, rødkål og græskar til konservesfabrikken Samsø Syltefabrik.[30]

Siden 2006 har Samsø også haft eget bryggeri, Samsø Bryghus, som producerer adskillige ølprodukter ofte med navne med relation til stednavne eller kendte personer fra øen. Samsø er desuden også kendt for brug af vedvarende energi, og har siden 2007 har øen været selvforsynende med energi fra vind, sol og biomasse.[31][32] Udover nogle landmøller, har øen også 10 styk 2 MW havvindmøller 5 km syd for øen fra 2002 til 2037.[33][34]

Turisme er et af de vigtigste erhverv øen, idet over 150 150 virksomheder direkte eller indirekte beskæftiger sig med turisme. I 2024 blev det estimeret, at øen tiltrak 337.792 turister, og at tilsammen lagde 742 mio. kr. Der var knap 1 mio. overnatninger på øen dette år[35]

Kultur

Samsø Museum i Tranebjerg rummer en kulturhistorisk samling, og lige ved siden af ligger Samsø Museumsgård, en bindingsværksbygning med interiør fra ca. 1850. Derudover findes en række lokation rundt på øen, som også er en del af Samsø Museum; Husmandsstedet Fredensdal fra 1904 ved Vesterløkken, landsbysmedjen i Langemark og biblioteket i Nordby. Museet driver også Samsø Egnsarkiv på Onsbjerg Gamle Skole i Onsbjerg. Samsø Museum har siden 2015 været en del Moesgaard Museum i Aarhus.[36]

I landsbyen Langemark eksisterede et bilmuseum for det engelske bilmærke Austin kaldet Samsø Austin Museum fra 2007-2013. Samlingen blev solgt på auktion i 2016,[37][38][39][40][41][42] og blev videreført som Samsø Tekniske Museum og er flyttet til Kolby. I 2017 åbnede Morgan Motor Collection med biler af mærket Morgan Motor Company.[43]

I nærheden af Nordby findes verdens største permanente labyrint: Samsø-labyrinten.[44] Samsø fik i løbet af 2009 et stjerneobservatorium i det tidligere Kabelhus lidt syd for Ballen. Samsø Observatorium A.m.b.a.

Siden 1989 er musikfestivalen Samsø Festival foregået over tre dage i uge 29 under navnet "Danmarks hyggeligste festival".[45][46]

Permelille er øens højest beliggende by. Her kan man besøge Svanegaarden[47] ved øens eneste vandtårn; Permelille Vandtårn.[48]

Sport

Siden 2009 er der i august blevet afholdt Samsø Maraton med start og mål i Tranebjerg. Der er faciliteter til tennis, fodbold og håndbold både udendørs som indendørs i Tranebjerg. Der er også golfbane ved byen Besser.

I litteratur og populærkultur

Referencer

  1. ^ Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ a b Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BEF4 Folketal pr. 1. januar fordelt på øer
  3. ^ Fortsat faldende befolkningstal på Samsø. TV2 Østjylland. Hentet 20/4-2026
  4. ^ a b c Fakta om Samsø. VisitDenmark. Hentet 20/4-2026
  5. ^ Lushage Skanser. fortidsmindeguide.dk. Hentet 20/4-2026
  6. ^ Samsø: Vesborg Fyr – Brattingsborg. 15 km.. danishhikings.com. Hentet 20/4-2026
  7. ^ Samsøs strande. visitsamsoe.dk. Hentet 20/4-2026
  8. ^ Ballebjerg. visitsamsoe.dk. Hentet 30/3-2026
  9. ^ Dyret. visitsamsoe.dk. Hentet 30/3-2026
  10. ^ Landsbyer. visitsamsoe.dk. Hentet 20/4-2026
  11. ^ Permille. visitsamsoe.dk. Hentet 20/4-2026
  12. ^ Oldtiden i Samsø Kommune. trap.lex.dk. Hentet 15/8-2025
  13. ^ "Samsø i den oldnordiske digtning" (PDF). Hans Ellekilde. 1936. Hentet 27. oktober 2018.
  14. ^ fortidsmindeguide.dk: Kanhave vikingetids kanal over Samsø. Arkiveret 26. maj 2018 hos Wayback Machine
  15. ^ Kanhavekanalen. trap.lex.dk. Hentet 15/8-2025
  16. ^ Middelalderen i Samsø Kommune. trap.lex.dk. Hentet 15/8-2025
  17. ^ Kommune Samsø Kommune[permanent dødt link]. trap.lex.dk. Hentet 15/8-2025
  18. ^ Samsø som energiø. energiakademiet.dk. Hentet 15/8-2025
  19. ^ Samsø blomstrer: Flere vælger at slå sig ned på øen. DR. Hentet 8/10-2016
  20. ^ Dalsgaard, Mads Illum (26. juli 2018). "Issehoved drejer nøglen om på Aarhus-rute". TV 2 Østjylland. Arkiveret fra originalen 24. august 2018. Hentet 24. august 2018.
  21. ^ Infrastrukturkommissionen, august 2007 – Infrastrukturmodeller for Hovedstadsområdet og Østjylland, s. 29
  22. ^ Politiker målløs: Trækker Kattegat-udbud tilbage efter hård kritik. TV 2 Østjylland. Hentet 20/4-2026
  23. ^ Forsker om regeringens planer: - Det giver ingen mening med togforbindelse over Kattegat. TV 2 Øst. Hentet 20/4-2026
  24. ^ »Man kan se en ny Kattegatforbindelse som positiv, eller man kan vælge at polemisere, politisere eller være useriøs«. Ingeniøren. Hentet 20/4-2026
  25. ^ Forundersøgelsen af fast Kattegatforbindelse. trm.dk. Hentet 20/4-2026
  26. ^ Odder og Samsø siger nej til Kattegatforbindelsen Odder og Samsø siger nej til Kattegatforbindelsen. samsoe.dk. Hentet 20/4-2026
  27. ^ To byråd går sammen om klar afvisning. TV2 Østjylland. Hentet 20/4-2026
  28. ^ Velkommen i Anton Rosen Huset. visitSamsøe. Hentet 4/11-2025
  29. ^ Anton Rosens hus på Samsø genskabes indvendigt. Realdania. Hentet 4/11-2025
  30. ^ Samsø Syltefabrik
  31. ^ "Bæredygtighed er en ø i Kattegat". information.dk. 8. juli 2006. Hentet 16. februar 2019.
  32. ^ "Den klimavenlige ønskeø". dr.dk. 23. juni 2018. Hentet 16. februar 2019.
  33. ^ Forlænget levetid for havvind på Samsø: Energistyrelsen giver tilladelse til at producere strøm i yderligere 10 år Energistyrelsen, 3. juni 2025
  34. ^ "Målerudskiftning lidt ud over det sædvanlige". 23. oktober 2024. Arkiveret fra originalen 9. november 2024. Hentet 7. september 2025. møllerne tilsluttet på 33 kV-niveau
  35. ^ Tal og fakta. visitsamsoe.dk. Hentet 20/4-2026
  36. ^ OM MOESGAARD. Moesgaard Museum. Hentet 20/4-2026
  37. ^ Austin-samling bliver til teknisk museum. vafo.dk. Hentet 20/4-2026
  38. ^ Komplet museum sælges efter SKAT-beslutning: Ejeren er fortsat glad!. ritzau.dk. Hentet 20/4-2026
  39. ^ SAMSØ AUSTIN MUSEUM. austinmuseum.dk. Hentet 20/4-2026
  40. ^ Komplet Dansk Austin-museum under hammeren. Motormagasinet. Hentet 26/2-2017
  41. ^ Samsøs museum med Austin-biler solgt for 846.000 kroner. Politiken. Hentet 26/2-2017
  42. ^ Austin-museum fortsætter med ny ejer. Jyllands-Posten. Hentet 26/2-2017
  43. ^ VIDEO: Preben har skabt et kompromisløst museum i sin garage. TV 2 Østjylland. Hentet 4/12-2025
  44. ^ "Verdens største Labyrint". samsolabyrinten.com. Arkiveret fra originalen 11. marts 2014. Hentet 18. marts 2014.
  45. ^ Samsø Festivals historie. Samsø Festival. Hentet 18/8-2025
  46. ^ Sommer, musik og stemning i verdensklasse til Samsø Festival. danish.golf. Hentet 20/4-2026
  47. ^ Samsø Gårdbutik. VisitDenmark. Hentet 20/4-2026
  48. ^ Besøg os på Samsø i Permelille og Tranebjerg. oen.dk. Hentet 20/4-2026

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til:

Content Disclaimer

Informasi ini disarikan dari Wikipedia dan disajikan kembali untuk tujuan edukasi. Konten tersedia di bawah lisensi CC BY-SA 3.0. Kami tidak bertanggung jawab atas ketidakakuratan data yang bersumber dari kontribusi publik tersebut.

  1. The information displayed on this website is sourced in part or in whole from Wikipedia and has been adapted for the purpose of restating it. We strive to provide accurate and relevant information, however:
  2. There is no guarantee of absolute accuracy. Wikipedia is an open, collaborative project that can be edited by anyone, so information is subject to change.
  3. It is not intended to constitute professional advice. The content displayed is for informational and educational purposes only. For important decisions (e.g., medical, legal, or financial), please consult a professional.
  4. Content copyright. Wikipedia is licensed under the Creative Commons Attribution-ShareAlike License (CC BY-SA). This means that content may be reused with appropriate attribution and shared under a similar license.
  5. Responsible use. Any risk arising from the use of information from this website is entirely the responsibility of the user.