Sprogø
Det "gamle" Sprogø og fyr set fra den sydlige side af øen. Foto: Erik V. Pedersen 1989
Geografi
Sprogø
Sted	Storebælt
Koordinater	55°20′N 10°58′Ø / 55.333°N 10.967°Ø / 55.333; 10.967
Areal	1,64 km²
Administration
Land	Danmark
Kommune	Slagelse Kommune
v d r

Sprogø er en ubeboet ø midt i Storebælt, der tilhører Slagelse Kommune.

Siden byggeriet af Storebæltsforbindelsen – et stykke motorvej på Sprogø og en kombineret bro- og tunnelforbindelse beregnet til motor- og togtrafik over Storebælt – er Sprogø blevet forbindelsesled mellem landsdelene Fyn og Sjælland.^[1]

Den oprindelige ø på ca. 38 ha består af flere enkeltbakker, hvor den højeste, Fyrrebakken ligger 24 meter over havet. Med anlæggelsen af Storebæltforbindelsens trafikanlæg på Sprogø er øens areal øget til ca. 150 ha.

Sprogø og Storebæltsforbindelsen ligger i et Natura 2000-område, der er kendetegnet ved at have naturtyper eller dyr, der skal tages særligt hånd om.^[2]

Øens navn kendes i flere forskellige former:^[3]

En af de ældre former er 'Spraa',^[4] der også blev brugt af Ludvig Holberg.^[5]

Ifølge Københavns Universitets gennemgang af danske stednavne er øens navn senest og grundigst behandlet af Kristian Hald i 1971. Han antog som grundform et gammeldansk *sprōgh-, beslægtet med dialektordet sprag^[6] og aflydsbeslægtet med engelsk spray (= krat). Hald anså øens navn for at være en benævnelse for den skovbevoksning på øen, der stadig fandtes i midten af 1600-tallet.

Fra sidst i 1600-tallet optræder navnet med efterleddet '-ø', der dog først slog endeligt igennem i 1800-tallet.^[3]

Øen er gennem 15.000 år formet af isen, havet og mennesker. Således er bakkerne, de såkaldte hatformede bakker på øen, f.eks. Fyrtårnsbakken, formet langs en isrand, der for 13-15.000 år siden strakte sig fra Langeland til Halsskov. I årtusinderne derefter udgjorde Sprogø blot et højdedrag inde i et udstrakt fastland, der frem mod 6500 f.Kr. langsomt blev opslugt af en stor havstigning, hvorved Storebælt dannedes. Sprogø kom derved til at ligge centralt placeret midt i bæltet, og har i årtusinder været base for beboelse og en bekvem mellemstation for sejlads mellem landsdelene.

De tidligste bønder bosatte sig på Sprogø ca. 4000 f.Kr. for at drive landbrug, jage og fiske, og øen var derefter beboet i mange af Danmarks forhistoriske perioder.^[7]

Sprogø omtales så tidligt som omkring 1070 af Adam af Bremen, der skal have udtalt: "Mellem Sjælland og Fyn ligger der en meget lille ø, som kaldes Sprogø. Den er en røverkule og en ren rædsel for de forbifarende."^[8]

Kulturarvsstyrelsens og Nationalmuseets undersøgelser viser, at Valdemar den Store opførte den første – og den eneste – borg på Sprogø. Det fremgår af disse undersøgelser (2004-2008), at der hverken i jorden eller i murværket har været foretaget ombygninger eller udbygninger af borgen.

En sagnhistorie knytter den fredløse Marsk Stig til Sprogø. Men hvis Marsk Stig og de andre, der hærgede de danske kyster efter mordet på Erik Klipping i Finderup Lade i 1286, virkelig gjorde ophold på Sprogø, så har det været for kort tid og uden forbindelse til borgen.

Borgen har formentlig kun haft en forholdsvis kort funktionsperiode fra ca. 1160 til begyndelsen af 1200-tallet. Hvorefter den har stået som en ruin ribbet for sine gode byggematerialer. Dette underbygges af ’Ølisten’ i kong Valdemar Sejrs jordebog fra omkring 1230, hvor Sprogø nævnes som et af kongens mange jagtområder. I omtalen af øen er der ikke nævnt nogen borg men kun et ’hus’.^[8]

Borganlægget, der blev anlagt på den østligste bakketop på Sprogø (Fyrrebakken), var led i et system af rigsborge, der bl.a. i Storebælt skulle sikre overfarterne og værne mod hærgende vendere (slaviske folkeslag, der boede langs Østersøens sydkyst). Borgen var af den såkaldte kastelstype. Den havde en firkantet ydermur, der afskærmede en borgplads på ca. 26 x 32 meter samt et firkantet tårn.^[9] Med sin placering midt i Storebælt har tårnet udmærket sig som vagttårn, hvorfra man har kunnet overvåge og advare mod fjendtlige flåder ved at tænde bavner.^[8]

Borgen har inden for ringmurene blot været ca. 800 m², men for at opnå en nogenlunde plan flade har det været nødvendigt nogle steder at udlægge metertykke lerlag, der er taget fra bakkens sider. Murene har været opbygget af kampesten som kassemure. Man har sat facadesten på både ud- og indvendig side og opfyldt ind imellem med mindre sten og teglbrokker, der er lagt i kalkmørtel. Øverst har der været skydeskår, som ret sikkert har været bygget af teglsten ligesom tårnet. Det vurderes, at ringmuren på nord- og østsiden på den udvendige side har været 7,5 meter høj.^[8]

De brændte sten, munkestenene var dengang et helt nyt byggemateriale. I Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie står: "At datiden lagde megen vægt på anvendelsen af dette nye materiale, synes iblandt andet at fremlyse af den bekendte indskrift på en blyplade, der blev funden i Valdemar den Stores grav Sankt Bendts Kirke i Ringsted, hvor det særlig omtales, at kongen byggede muren på Dannevirke og tårnet på Sprogø af brændte mursten."^[10]

Resterne af den nordlige del af muren omkring Valdemars tårn fremstår i dag som fredet fortidsminde. En del af ringmuren er bevaret og flere gange restaureret af Nationalmuseet – første gang i 1893-1896 og igen i 2006-2008.^[8]

Da Sprogø igen omtales i de skriftlige kilder er det i Korsørs købstadsrettigheder fra omkring 1425, hvor borgerne fik tilladelse til "Fægang paa Sprogø", dvs fri græsning på øen. Omkring 1520 bosatte Christian II hollandske bønder på Sprogø, hvis efterkommere drev landbrug der i henved 120 år.^[11]

I 1572 befalede Kong Frederik 2., at der skulle bygges et hus for nødstedte rejsende på Sprogø, så de var sikret mad og overnatning. Han havde under en rejse fra Kolding til København i 1569 oplevet at sidde landfast på øen uden at få hverken vådt eller tørt. Hans søn Christian 4. overnattede i logiet under en rejse i 1620.^[12]

At rejsendes ufrivillige ophold på Sprogø ikke altid har været så behageligt, fremgår af det gamle ordsprog, der nærmest var at betragte som en forbandelse (kendt fra 1671): 'Gid du varst paa Spravø!'. Ordsproget blev både omtalt af Peder Syv, fordi øens navn indgik i talemåden^[3] og af Ludvig Holberg i forbindelse med en overfart i 1709, hvor han måtte tage en overnatning på Sprogø, som han ikke var helt tilfreds med. I beskrivelsen af overnatningen anfører han fx, at den eneste seng, man havde at tilbyde rejsende, kostede hele to rigsdaler.^[5]

Indtil 1801 var Sprogø en forholdsvis isoleret plet midt i Storebælt. Men det ændrede sig i 1801 med etablering af en optisk telegrafforbindelse tværs over Storbælt med stationer i Korsør, på Sprogø og i Nyborg. I starten var telegrafen indrettet med en mast forsynet med 10 signalvinger, hvorved der kunne vises mere end 1.000 forskellige tegn til gavn for bl.a. bådfarten. Det anvendte system og kodebøgerne ændrede sig hen over årene. I 1854 måtte den optiske telegraf vige for den elektriske telegraf.^[13]

I 1810 nedbrændte englænderne alle øens bygninger, og under sin hjemrejse fra forhandlinger om Kielerfreden, tilbragte Frederik 6. i februar 1814 fem døgn på Sprogø under kummerlige forhold. I maj samme år fik Generalpostdirektionen ordre om at købe øen af stamhuset Juelsberg, og hente fem bindingsværksbygninger fra Korsør til logi for rejsende på Sprogø.^[12]

Postvæsenet fik i 1822 opført en bygning kaldet "Hotellet" med ti værelser for pænere rejsende, og tyve loftsrum til de øvrige. I de øvrige bygninger var der ca. 100 køjepladser til isbådsmandskab og de rejsendes tyende.^[12] I 1853 var prisen for en overnatning på Sprogø i egen seng 64 skilling, men delte man seng med en anden, var prisen kun 48 skilling for hver. En plads i hængekøje eller på madras kostede 32 skilling.^[14]

På fundamenterne af resterne af det gamle tårn fra Kong Valdemars borg, blev der i 1868 bygget et fyrtårn, der stadig står i dag.^[8]

I starten af 1900-tallet var øen ejet af De Danske Statsbaner og tjente som telegraf- og mellemstation for isbådene, når Storebælt frøs til i isvintrene.

Baggrund I 1922 blev øen bortforpagtet og dannede rammen om et hjem, som De Kellerske Anstalter drev for kvinder, der var kendt umyndige på grund af evnesvaghed, men som i virkeligheden ofte bare – ifølge datidens moralbegreber – blev anset som seksuelt løsagtige af myndighederne.

Stifteren Christian Keller, der også oprettede Livø-anstalten for mænd, definerede dem i 1919 som "…den klasse af let åndssvage kvinder, hvis erotik frembyder en væsentlig fare i det frie samfund for udbredelse af kønssygdomme". De fik betegnelsen ’moralsk åndssvage’.^[15]

Christian Keller mente, at anstalterne ikke kunne håndtere disse løsagtige kvinder indenfor det eksisterende system og ønskede en særlig anstalt. Han insisterede på, at anstalten skulle være på en ø, da han mente, at man umuligt kunne forhindre kvinderne i at stikke af fra de mere traditionelle anstalter.^[16]

Set med datidens øjne var åndssvage en trussel mod velfærdsamfundet, hvis ressourcer hovedsageligt skulle bruges på sunde og raske personer.^[17] I et læserbrev i Politiken i april 1922 skrev formanden for Den antropologiske komité, Søren Hansen, om nødvendigheden af at oprette anstalten: "... navnlig fordi det afkom, de bringer til verden, gennemgående er af meget ringe kvalitet" og at ø-anstaltens "vigtigste opgave netop skal være at formindske den store økonomiske byrde, som det åndeligt defekte afkom er for samfundet, og at den altså i det lange løb skulle betale sig".^[15] Kvinderne blev ifølge Dansk Forsorgshistorisk Museum anbragt på Sprogø på foranledning af deres forældre, læger, menighedsråd, fattigråd, politiet eller pigehjem.^[18]

Livstid på åndssvageanstalt eller frihed uden mulighed for at få børn. Det valg stod mange af de i alt 13.000 danskere, der i årene 1929-1967 blev steriliseret, overfor.^[17] Tre love - forsøgsloven fra 1929,^[19] tvangsloven fra 1934 og frivillighedsloven fra 1935^[20] gav adgang til, at staten kunne tvangsindlægge og tvangstilbageholde personer der blev betragtet som åndssvage. Herudover kunne den i racehygiejnisk øjemed gøre brug af tvungen eller frivillig sterilisation af kvinderne på Sprogø.^[17]

Livet på Sprogø Kvindeanstalten, hvor der var plads til omkring 50 kvinder ad gangen,^[21] var i knap 40 år en isoleret forsorgsinstitution uden adgang for offentligheden. Den fungerede som opdragelsesanstalt med tvunget ophold for omkring 500 ”moralsk åndssvage" eller løsagtige unge kvinder. Den sidste kvinde forlod anstalten 1. april 1961. Fra maj 1940 indtil sommeren 1945 blev kvinderne dog forflyttet til et hjem nær Brejning, idet tyske tropper beslaglagde Sprogø.^[16]

Når lægerne stillede diagnosen ’moralsk åndssvag’ skete det ofte på baggrund af en intelligenstest, der var bygget op om skoleviden, og hvad man burde vide, hvis man var vokset op i et borgerligt miljø. Det betød, at de, der kom fra fattige kår, havde vanskeligt ved at klare sig godt i testen. Til trods for at mange af pigerne lå i en gråzone blev de alligevel diagnosticeret som værende ’moralsk åndssvage’ med den konsekvens, at de kom til Sprogø.^[22] De fleste havde gået i en almindelig skole, og selv om de færreste havde klaret sig godt, kunne de læse og skrive.^[15] Men ifølge lægens kriterier for åndssvaghed på daværende tidspunkt viste det sig alligevel – på basis af en retrospektiv opgørelse for årene 1923-1958 – at 26 ud af 152 kvinder på Sprogø lå over grænsen.^[16]

Kvindernes hverdag på Sprogø var formet på en sådan måde, at de blev disciplinereret til et dydigt og arbejdsomt liv. De blev arbejdsprøvet i landbrugs-, husholdning- og håndarbejde. Hvis de brød de skrevne eller uskrevne regler, blev de straffet, fx ved at blive fratrukket en del af deres såkaldte arbejdsdusør eller at blive anbragt i ’cellen’, hvor de kunne blive fikseret med bælte. Der var ingen lovgivning om brug af disciplinære straffe under åndssvageforsorgen. Anstalterne kunne selv afgøre, hvordan de ville disciplinere kvinderne.^[22] Kvinderne blev konsekvent omtalt som ”piger” uanset alder. Det var med til at understrege synet på dem som uselvstændige.^[22] De skulle ud at fungere som piger på landet eller i huset, når de kom ud i samfundet. Ikke som fruer eller mødre, på trods af at størstedelen af dem var modne kvinder i 20’erne, 30’erne og 40’erne.^[23]

Kvindeanstalten på Sprogø var ikke et fængsel, men kvinderne var isoleret fra samfundet på ubestemt tid og måtte som oftest acceptere at blive steriliseret, hvis de ville væk fra øen. I begyndelsen var mange af kvinderne på øen i op til syv år, før de blev prøvet i en plads på fastlandet. Da den nye åndssvagelov i 1934 gav udvidede muligheder for tvangssterilisation, blev næsten alle steriliseret, inden de kom fra øen. Det betød samtidig, at de fleste kom væk efter et par år.^[23]

Efter lukningen I Danmark blev tvangssterilisation afskaffet i 1967, efter der havde været en række klagesager fra 40'erne og fremefter, hvor mennesker var blevet uretmæssigt steriliserede.^[24]

Efter lukningen af anstalten på Sprogø er der udkommet flere rapporter, bøger og film om kvindernes liv på Sprogø, bl.a. har:

• Doktor i specialpædagogik Birgit Kirkebæk skrevet en række artikler og bøger om åndssvage og deres liv og vilkår generelt og specifikt i forhold til kvinderne på Sprogø. Bl.a. bogen ’Letfærdig og løsagtig – Kvindeanstalten Sprogø 1923-1961’.^[25]

• Antropolog ved Københavns Universitet Stine Grønbæk Jensen og historiker, leder af Danmarks Forsorgsmuseum Sarah Smed har gennem journaler, breve og artikler skildret hverdagen og livet på øen i bogen ’Pigerne fra Sprogø’.^[26]

• Jussi Adler-Olsen har skrevet kriminalromanen Journal 64, der også er baseret på forholdene ved kvindehjemmet.^[27]

• Instruktør Malou Reymann har i spillefilmen ’Ustyrlig’ vakt historien om kvinderne på Sprogø til live. Filmen er baseret på virkelige hændelser, historiske beretninger og journaler fra anstalten.^[18]

I dag anses det som en historisk skamplet, at kvinder, der blev anset for at være ’moralsk åndsvage’, blev tvangsanbragt på en ø. Men dengang var det stik modsat. Øanstalten var et prestigeprojekt, der blev set som et symbol på den danske velfærdsstats succes og fremskridt.^[23]

Den 11. september 2023 gav social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil en officiel undskyldning på den danske stats vegne for de svigt og overgreb, som mange af de tidligere anbragte i den såkaldte 'sær- og åndssvageforsorg' er blevet udsat for.^[28] Undskyldningen kom på baggrund af en historisk udredning fra april 2022, der beretter om tvang og overgreb på anbragte borgere i særforsorgen i perioden 1933-1980.^[29]

På Sprogø er der rejst en mindesten for læge Cristian Keller, der oprettede kvindehjemmet i 1922. Kvinderne, der har været anbragt på Sprogø, fik den 8. april 2025 deres eget mindesmærke på øen. Til stede ved indvielsen af mindesmærket var blandt andet Regine Løndorf (tidligere anbragt på Sprogø), kunstneren, der har udført mindesmærket, Nanna Drewes Brøndum og en af initiativtagerne til mindesmærket, leder af Dansk Forsorgshistorisk Museum i Slagelse, Henning Jahn.^[30]

Nær den gamle kvindeanstalt findes en mindre æbleplantage fra anstaltens tid. En undersøgelse foretaget af Pometet, Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet viste, at de gamle træer omfatter en række historiske æblesorter, bl.a. Pederstrup, Bradley, også kendt som Vardeæblet, Belle de Boskoop og Guldborg. For at sikre de gamle æblesorter for fremtiden er der etableret en ny lille plantage på øen, hvor unge stammer er podet med kviste fra de gamle æbletræer.^[31]

Den sydlige del af øen er fredet og lukket for offentligheden af hensyn til en bestand af klokkefrøer og den særlige flora, som er betinget af det særlige Storebæltsklima med ringe nedbør og mange solskinstimer.

Særlig bemærkelsesværdig er en stor bestand af svalerod, hvis bælge er levested – og kun der - for den lille og uanselige båndflue Euphranta connexa’s larver.^[32]

Fuglelivet er også rigt på Sprogø. Der er iagttaget lige knap 200 forskellige fuglearter på øen. Hættemåge og splitterne yngler i store kolonier. Af andre ynglefugle kan fx nævnes havterne, dværgterne, klyde, og tejst. Derudover har øen en stor bestand af grønbroget tudser.^[9]

Sammen med Halsskov Rev er Sprogø udpeget både som 'Natura 2000 Fuglebeskyttelsesområde', der skal søge at opretholde og sikre levesteder for ynglefugle, rastepladser for fugletræk og overvintringssteder for vintergæster og standfugle og 'Natura 2000 Habitatsområde', hvor formålet er at sikre sårbare og truede naturtyper og dyr.^[33]

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Sprogø
• Om Sprogø på Sund & Bælts hjemmeside
• Om Sprogø på VisitNyborgs hjemmeside
• Om Sprogø på VisitDenmarks hjemmeside