En barbute (også kaldet en barbuta, hvilket på italiensk bogstaveligt betyder "skægget", muligvis fordi brugerens skæg var synligt)^[1] er en visirløs krigshjelm fra 1400-tallets Italien, ofte med en karakteristisk T-formet eller Y-formet åbning til øjne og mund.

Navnet barbuta, når det bruges om en hjelm, optræder første gang i en inventarliste udarbejdet for Gonzaga-familien i Mantova i 1407. Hjelmen kan betragtes som en specialiseret form af salade-hjelm, idet begge hjelme i sidste ende stammer fra den tidligere bascinet. Barbutaen ligner hjelme fra det klassiske Grækenland (især den korinthiske hjelm) og kan være blevet påvirket af den genopblussede interesse for antikke genstande, som var udbredt i perioden.^[2][3]

Hjelmtypen er blevet beskrevet som et eksempel på formel skønhed som resultat af funktionel effektivitet.^[4] Det mest karakteristiske træk ved barbutaen er de fremadgående sider, der strækker sig mod midten af ansigtet; dette giver brugerens ansigt beskyttelse under øjnene. Uanset formen på åbningen til syn og åndedræt – T-formet, Y-formet eller bueformet – er dette kendetegn altid til stede. Kanten af den T-formede åbning er næsten altid forstærket med en pånittet jernkant, som normalt strækker sig til hjelmens nederste kant.^[4] Den Y-formede variant har ofte en tydelig fremspringende næsebeskytter, da næsen ellers ville rage ud af åbningen. Mindst ét eksemplar findes med en meget lang næsebeskytter, som er hængslet. Barbutaen kunne bæres med en plade-gorget,^[5] men den blev ofte båret sammen med en stivet ringbrynjekrave, som beskyttede hals og nakke. Nogle eksempler på barbutaer, ligesom visse italienske salade-hjelme, var dækket med rigt dekorativt stof, typisk tung fløjl. En række bevarede barbutaer har et nøglehulsformet hul på toppen af hjelmen til fastgørelse af en dekorativ hjelmfigur. Et samtidig maleri bestilt af Federigo da Montefeltro, hertug af Urbino, viser en barbuta med en hjelmfigur formet som en heraldisk ørn.^[6]

I modsætning til salade-hjelmen synes barbutaen ikke at have haft stor popularitet uden for Italien.^[7]

Barbutaer blev oftest formet ud af ét enkelt stykke metal; moderne metallurgi har dog vist, at mange hjelme fra den italienske renæssance i praksis var lavet af jern beklædt med stål, som blev blødglødet og hærdet for at opnå en hård yderside og en duktil inderside, som forhindrede, at hjelmen splintrede.^[8] Mange barbutaer har en lav kam der går fra næsen eller panden henover toppen af hjelmen, hvilket gav ekstra styrke.

Litteratur

• Boccia, Leonello (1966). Armi Italiane. Bologna: Zanichelli.
• Grancsay, Stephen V. (januar 1963). "Sculpture in Steel: A Milanese Renaissance Barbute". The Metropolitan Museum of Art Bulletin. New Series. 21 (5): 182-191. doi:10.2307/3257953. JSTOR 3257953.
• Oakeshott, Ewart (1980). European Weapons and Armour: From the Renaissance to the Industrial Revolution. Lutterworth Press. ISBN 9780718821265. OCLC 7284129.
• Pyhrr, Stuart W. (1989). "European Armor from the Imperial Ottoman Arsenal". Metropolitan Museum Journal. The University of Chicago Press on behalf of The Metropolitan Museum of Art. 24: 85-116. doi:10.2307/1512872. JSTOR 1512872.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Barbute