Departementschefstyret betegner den periode under den tyske besættelse af Danmark, hvor centraladministrationen efter sammenbruddet af forhandlingspolitikken den 29. august 1943 og frem til dannelsen af befrielsesregeringen 5. maj 1945 blev varetaget af ministeriernes departementschefer og direktører, fordi kongen, regeringen og Rigsdagen havde indstillet deres funktioner. Styret, som var enestående blandt de tyskbesatte lande i Europa, blev aldrig officielt anerkendt, fordi tyskerne tilstræbte dannelsen af en ny dansk regering, men det blev accepteret i praksis og gjorde det muligt at opretholde en dansk civilforvaltning og dermed i vidt omfang forhindre, at besættelsesmagten overtog den direkte styring af det danske samfund.^[1]

Ordningen var fra dansk side blevet til gennem forhandlinger mellem partiernes ledere, kongen og domstolene, som lovede at dømme efter styrets lovanordninger, forudsat at disse ikke stred mod dansk retsopfattelse, herunder ved at indeholde dødsstraf, og var nødvendige for samfundets videre funktion. Hver departementschef udøvede på eget ansvar regeringsfunktionerne inden for sit eget forvaltningsområde, mens man på regelmæssige fællesmøder samordnede lovgivningen og administrationen. Styret blev uofficielt ledet af udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen (1894–1985), som forestod al kontakt til de tyske myndigheder. Departementscheferne refererede samtidig til den tyske besættelsesmagt og til det hemmelige Trettenmandsudvalg, der bestod af politikere. Ved særligt vanskelige spørgsmål søgte de desuden råd hos de ikke-fungerende ministre og, fra marts 1944, hos Danmarks Frihedsråd.^[1]

Når tyskerne fremsatte krav, som departementscheferne ikke mente at kunne medvirke til, måtte besættelsesmagten selv udstede ordrer og forestå gennemførelsen. Trods enkelte upopulære afgørelser lykkedes det gennem embedsmændenes forhandlingsdygtighed at omgå eller mildne en række tyske krav og i betydeligt omfang holde administrationen fri for direkte tysk kontrol. Departementschefstyret lå dermed i logisk forlængelse af de linjer, der havde præget de danske samlingsregeringers forhold til besættelsesmagten frem til 29. august 1943, således at bruddet i høj grad var symbolsk og formelt snarere end fuldstændigt reelt.^[1]

Baggrunden for departementschefstyrets opståen var den tiltagende civile ulydighed, omfattende strejker i de store provinsbyer og en øget sabotagevirksomhed i sommeren 1943. Begivenhederne førte til en politisk krise, hvor den rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best (samt stats- og udenrigsminister Erik Scavenius), tabte en intern tysk politisk magtkamp til den militære leder af besættelsestyskerne, general Hermann von Hanneken.^[2]

Efter tysk krav om indførelse af militær undtagelsestilstand, herunder dødsstraf for overtrædelser, nægtede regeringen Scavenius at efterkomme kravene og indgav sin afskedsbegæring til kong Christian 10. den 29. august 1943. Da kongen undlod at underskrive afskedsbegæringen, opstod en forfatningsretlig nødssituation: Regeringen var formelt ikke afskediget, men den var ophørt med at fungere.^[2] Da det ikke var muligt at danne en ny regering, overtog departementscheferne forvaltningen af deres respektive ministerier.

Departementschefstyret hvilede på en nødretstilstand. For at sikre samfundslivets uforstyrrede fortsættelse og opretholde ro og orden, anerkendte de danske landsrette, Vestre Landsret telefonisk, at departementscheferne kunne udstede anordninger med lovkraft på strengt nødvendige områder.^[3]

Styret var i overensstemmelse med folkeretten, som defineret i Haager Landkrigsreglementet, der foreskriver, at en besættelsesmagt skal respektere det besatte lands love, medmindre tvingende hindringer står i vejen. Den afgående statsminister, Vilhelm Buhl, udleverede en formløs skrivelse til centraladministrationen, der delegerede de politiske beføjelser til embedsmændene, såfremt deres beslutninger ikke stred mod den almindelige danske retsbevidsthed.^[3]

Formelt fungerede styret ikke som et samlet regeringskollegium, da hver departementschef handlede selvstændigt inden for sit eget ressortområde. Reelt fungerede gruppen dog som et administrationsråd med hyppige samråd.^[3]

Departementschefstyrets uformelle leder var udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen (1894–1985), som varetog kontakten til de tyske myndigheder, dels direkte til den rigsbefuldmægtigede, dr. Best, dels gennem stiftsamtmand Peter Herschend, Vejle, til den tyske øverstbefalende, som havde sit hovedkvarter i Silkeborg. Blandt de øvrige centrale skikkelser var K.H. Kofoed, der spillede en væsentlig rolle i styrets interne koordinering.^[3]

Departementscheferne måtte hverken folkeretligt set eller set ud fra den tyske besættelsesmagts (officielle) standpunkt have forbindelse med politikerne, og selvom disse formelt var sat uden for indflydelse, opretholdt departementschefstyret en tæt og hemmelig kontakt til de ledende demokratiske partier. Denne kontakt foregik primært gennem Nimandsudvalget (senere Trettenmandsudvalget), som fungerede som et bindeled mellem embedsmandsstyret og de politiske partier. På denne måde forblev administrationen forankret i de bagvedliggende politiske realiteter, selvom embedsmændene udadtil skulle fremstå neutrale over for besættelsesmagten.^[3]

Departementschefstyret fortsatte uafbrudt indtil den tyske kapitulation. Da Danmark blev befriet den 5. maj 1945, overleverede departementscheferne magten til den nye samlingsregering under Vilhelm Buhl, som bestod af repræsentanter fra både de gamle politiske partier og Modstandsbevægelsen. Hermed vendte Danmark tilbage til parlamentarisk styre efter 20 måneders embedsmandsforvaltning.^[3] Ved hjælp af denne ordning, som var helt enestående i de tyskbesatte områder, lykkedes det at undgå, at tyskerne overtog den civile forvaltning i Danmark.

• Statsministeriet: Departementschef Andreas Møller – bistået af direktør for Grønlands Styrelse K.H. Oldendow
• Udenrigsministeriet: Direktør Nils Svenningsen
• Krigsministeriet: Direktør Johan Daniel von Stemann
• Marineministeriet: Direktør Aage Helgesen Vedel
• Finansministeriet: Departementschef Ejnar Dige og departementschef Einar Cohn – bistået af generaldirektør for Skattevæsenet Knud Korst
• Justitsministeriet: Departementschef Aage Svendsen og departementschef Eivind Larsen – bistået af direktør for Fængselsvæsenet Hans Tetens.
• Indenrigsministeriet: Departementschef Justus Saurbrey
• Arbejdsministeriet: Departementschef Jacob Thorkel Høirup
• Socialministeriet: Departementschef Hans Henrik Koch
• Handelsministeriet: Departementschef H. Jespersen
• Ministeriet for offentlige Arbejder: Departementschef Finn Hoskjær – bistået af generaldirektør for Post- og Telegrafvæsenet K.J. Jensen og generaldirektør for De Danske Statsbaner Peter Knutzen
• Landbrugsministeriet: Departementschef Julius Wilcke – bistået af erhvervsdirektør J.C. Mogensen og fiskeridirektør C.A.H. Trolle Thomsen
• Kirkeministeriet: Departementschef Th. Thomsen
• Undervisningsministeriet: Departementschef Aage Immanuel Tang Barfod og departementschef Frederik Graae.

Departementscheferne for departementerne i Udenrigsministeriet, Krigsministeriet og Marineministeriet blev formelt benævnt direktører.

Krigsministeriet og Marineministeriet havde haft fælles minister, forsvarsministeren, siden 1905 men blev først lagt sammen til Forsvarsministeriet i 1950.

1. ^ ^{a b c} Sørensen, Nils Arne (2016). "Departementschefstyret". I Jensen, Grethe (red.). Gads Historieleksikon (5. udgave). Gads Forlag. s. 121. ISBN 9788712054399. OCLC 957388478.
2. ^ ^{a b} Skou, Kaare R. (2007). "29. august 1943". I Brandt, Ulrik (red.). Dansk politik A-Å: leksikon (2 udgave). København: Aschehoug Dansk Forlag. s. 522. ISBN 978-87-11-31440-1. OCLC 562044236.
3. ^ ^{a b c d e f} Skou, Kaare R. (2007). "Departementschefstyret". I Brandt, Ulrik (red.). Dansk politik A-Å: leksikon (2 udgave). København: Aschehoug Dansk Forlag. s. 180. ISBN 978-87-11-31440-1. OCLC 562044236.

• Jørgen Hæstrup, Til landets bedste. Hovedtræk af departementschefstyrets virke, København 1966/71.
• Hans Kirchhoff, Augustoprøret 1943. Samarbejdspolitikkens fald, København 1979